Find et andet sted
Det absolut bedste på stedet er, at langt hovedparten af personalet er meget venligt og hjælpsomt. Det har vi også meddelt hotellet, da vi klagede over så meget andet.
Stedet har 5* i såvel Bravo Tours som den officielle tyrkiske gradering. Bravo tours har fortalt os, da vi klagede over kvaliteten på hotellet, at stjerner i Tyrkiet ikke har noget med luksus at gøre. Stjernerne er udtryk for faciliteter. Pool en stjerne, elevator en stjerne osv. Vi vurderer stedet til max tre stjerner ift andre hoteller.
Det var ferieperiode for tyrkere, da vi var der. 95 % af gæsterne var tyrkere. Der ryges overalt, også hvor der er skilte med rygning forbudt. Vi klagede over det til nogle tjenere i restauranten. Der var nogle, der tog det alvorligt og bad folk flytte sig. Især de unge piger turde ikke kritisere mændene, der røg.
Pga de mange børn og dermed larm holdt vi til ved en +18 pool. Den første dag var der er par tyrkiske fyre omkring de 35-40 år, der spillede højt tyrkisk musik på en lille højttaler. Vi spurgte pænt, om de ville være rare at skrue ned. Det ville de ikke, de havde spurgt og fået at vide, at de gerne måtte spille høj musik. Pga vores anmodning, prøvede de herefter hver dag at komme til at ligge så tæt på os som muligt, med deres musik. Sidste dag havde vi valgt et hjørne for at være i fred, men så gik de bare tæt på os og satte højttaleren på polkanten. Vi havde meget lyst til at skubbe den i vandet, men turde ikke.
Maden fejlede formentlig ikke noget, men det var alene tyrkisk mad. Ikke noget internationalt, så meget af vores mad blev pomfritter (og pizza når det var der). Specialrestauranterne var mod ekstra betaling. Vi prøvede en aften og det var en speciel oplevelse. De to af retterne skulle vi vælge på forhånd ved reservationen. (?). Da vi kom var bordet fyldt med mad og de kom med suppe, og så det vi havde bestilt, og til sidst dessert. Det hele skulle gå meget stærkt. Vi blev de sidste til at forlade stedet og da havde tjeneren skiftet duge på alle borde og gjort klar til næste dag. Åbent fra kl 19 til 21.
Vi valgte dette hotel pga 5* og så var prisen ved Bravo tours over 11.000 kr pr person om ugen, så vi troede det var kvalitet. Vi klagede til Bravo et par gange der pænt ringede tilbage, men det var jo ikke noget de lige kunne få ændret. Værelse uden luksus, mad af tvivlsom kvalitet, generende gæster der larmer og ryger og andre generelle ting.
Da vi tjekkede ud kl 6,40 om morgenen, sad receptionisten og sov lænet over receptionens skranke. Vi måtte råbe fire-fem gange hallo/good morning før vi fik ham vækket.
Vi har været i Tyrkiet en hel del gange, men aldrig mere. Det var vores første tur med Bravo, men det bliver også sidste pga den totalt forkerte vurdering af dette hotel. Vi vil ikke turde tro på deres beskrivelse fremadrettet.








